Vinterferie konkurrence lav din egen topmodel

Vinterferieaktiviteter på Museum Østjylland

Aktiviteter på Museum Østjylland i Grenaa og Ebeltoft, uge 7

Tirsdag 12. februar og torsdag 14. februar, begge dage kl. 11 - 14

Bæredygtigt værksted med genbrugsguld

Besøg det kreative værksted, når affald og genbrug trylles om til fantastiske kreationer i vinterferien. Limpistolerne er ladt, og dimserne og dutterne er klar til at få nyt liv som fantasifulde kunstværker. Der er masser af spøjse ting at vælge imellem, og om du laver en farvestrålende hest, et fantasimonster eller noget helt tredje er helt op til dig. Du kan selvfølgelig få hjælp og masser af gode idéer til hvad du kan lave, hvis du har svært ved at vælge.
Sted: Søndergade 1, Grenaa
Gratis. Ingen tilmelding

Lørdag 9. – søndag 24. februar kl. 10 - 16

Vinterferiekonkurrence

Gå på opdagelse blandt mystiske dyr i Siamesisk Samling og på Det gamle Rådhus, hvor man aldrig ved, hvad der gemmer sig i fangekælderens mørke kroge. Se om du kan finde svar på alle de rigtige spørgsmål. Kan du mon gætte det rigtige kodeord? Svarer du rigtigt, er du med i Museum Østjyllands vinterferiekonkurrence om en hemmelig præmie.
Sted: Juulsbakke 1, Ebeltoft
Gratis. Ingen tilmelding

Udstilling 17. november 2018 – 18. oktober 2019

Grenaa på hjul 

I dag er cyklen og cykelsporten folkeeje. Men da cyklen, som vi kender den i dag, så dagens lys i starten af 1800-tallet, var den forbeholdt samfundets rigeste. Cyklen var både meget dyr og ikke så hverdagsvenlig som i dag – mest et stykke legetøj eller et sportsredskab for de, som havde råd. Men i takt med at cyklen udviklede sig, blev den både billigere og mere praktisk.
Grenaa Cykel Club har i samarbejde med Museum Østjylland søgt efter foreningens egen historie men også efter historien om tidligere cykelklubber med hjemmebane i Grenaa. Resultatet er blevet en flot mini-udstilling på Museum Østjylland med interessante historier, spændende genstande og flotte billeder om cykelsportens historie i Grenaa.
Sted: Museum Østjylland, Grenaa
Gratis

Bemærk! Der er åbent alle ugens dage i uge 7 og uge 8 kl. 10 – 16 på Museum Østjylland, Juulsbakke 1 (Siamesisk Samling og Det gamle Rådhus) i Ebeltoft.

Bemærk! Der er åbent alle ugens dage i uge 7 kl. 10 – 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Derudover er der de permanente (eller semipermanente) udstillinger, som naturligvis også er åbne i vinterferien.

Fire veje til Norddjurs: Havet, kalken, jorden og købstaden 

De permanente udstillinger tager dig med gennem 10.000 års historie på Norddjursland. ”Fire veje til Norddjurs” fortæller i fire temaer om de livsvilkår, menneskene siden stenalderen har levet under.
I temaerne Havet, Kalken, Jorden og Købstaden kommer du på en kulturhistorisk rejse gennem Norddjurs gennem tusinder af år.
Udstillingerne er spækket med filmklip, billeder, fortællinger og alt, hvad der ikke er sat i montre, må du røre ved.
Sted: Søndergade 1, Grenaa
Gratis

Sommerliv

Udstillingen ”Sommerliv” sætter fokus på forskellige sider af sommerbyen Ebeltoft. Udviklingen fra lille afsides beliggende købstad til turistdestination med attraktioner af international karakter skildres i billeder, genstande og filmklip. De første spæde skridt blev taget med etableringen af en moderne badeanstalt i 1880’erne, senere fulgte 1950’ernes turistboom og trafikale problemer, efter automobilet blev allemandseje i 1960’erne. Sideløbende blev nederdelene kortere, badedragten blev til en bikini, og markedet for souvenirs eksploderede.
Ebeltoft hører til blandt landets bedst besøgte turistdestinationer. Om sommeren nærved fordobles indbyggertallet, og gaderne summer af liv, når de mange besøgende går på opdagelse i de krogede gader.
Sted: Juulsbakke 1, Ebeltoft
Gratis

Siamesisk Samling

Siamesisk Samling i Ebeltoft er en enestående samling af dyr og etnografiske genstande fra Siam, det nuværende Thailand. Samlingen er skabt af Rasmus Havmøller (1890 - 1940) og hans siamesiske hustru, Nang Boon Sri, under hans ophold i Siam fra 1914 til 1933.
Udstillingen er en sand skattekiste af underfundige, smukke, eksotiske ting og jagttrofæer fra det gamle Thailand. Kig ind i det gamle museum og bliv imponeret, forundret og begejstret.
Sted: Juulsbakke 1, Ebeltoft
Gratis

Det gamle Rådhus

På Det Gamle Rådhus i Ebeltoft kan du både opleve vagtstuen, molbostuen, tingstuen og den gamle fangekælder.
Sted: Juulsbakke 1, Ebeltoft
Gratis

Del denne side

Begivenhedskalenderen

Søg i vores begivenhedskalender for nøjagtigt tidspunkt og program, samt øvrige begivenheder for børn og voksne i vinterferien.