Glasmuseet - Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft en verden af glas for hele familien 

Glasmuseet Ebeltoft byder året rundt på overraskende oplevelser og lærerige aktiviteter for hele familien. Lån for eksempel en ”opdagelseskuffert” og leg dig til mere viden om glas sammen med familiens yngste på vej gennem museet eller se, hvem der kan svare på flest spørgsmål om værkerne undervejs i udstillingerne.

I sommerhalvåret kan I opleve dygtige glaspustere forme det gloende varme glas i værkstedet. I kan selv prøve at lave jeres eget lille kunstværk i glas i skoleferierne, hvor der er støbning, glasblæsning og fusing i værkstedet. Oplev på egen krop hvordan farverne blandes og spejles i læringsskulpturen, Prismet, i museets hyggelige have, og prøv den digitale glaspuster og kalejdoskopet i museets interaktive Glasunivers. Husk også at besøge Det kosmiske rum – et svimlende kunstværk, hvor både børn og voksne kan få en uforglemmelig oplevelse.

Glasmuseet Ebeltoft glaskunst i verdensklasse

Glasmuseet Ebeltoft viser året rundt skiftende udstillinger med danske og internationale glaskunstnere i verdensklasse, samt udvalgte værker fra museets anerkendte samling af moderne glas fra flere end 50 lande. Med udstillingen Scandinavian Glass – Starting All Over sætter museet i 2018 fokus på udviklingen indenfor moderne glaskunst og -design i et unikt samarbejde med førende fagmuseer i Finland og Sverige. Udstillingen præsenterer værker fra alle de nordiske lande i et forsøg på at tegne et
billede af samtidige tendenser og nye muligheder for glaskunsten efter storskalaproduktionens æra.

Udendørs indbyder Glashaven til havevandring og i sommerhalvåret står dørene åbne til Glashytten, hvor dygtige glaspustere og gæstekunstnere demonstrerer det krævende håndværk. Snup en pause i Restaurant Kampmann og nyd en klassisk frokost lavet helt fra bunden tilsat hyggelig atmosfære og en smuk udsigt over Ebeltoft Vig til Mols Bjerge. Slut af i butikken, som byder på landets største udvalg af håndlavet unika og glasdesign.

Se mere på www.glasmuseet.dk

 

 

 

 

 

Del denne side

Glasmuseet Ebeltoft

Strandvejen 8, 8400 Ebeltoft

8634 1799

www.glasmuseet.dk