Smuttur til Trehøje i Mols Bjerge

Trehøje er tre bakketoppe på 127 højdemeter i midten af den naturskønne Nationalpark Mols Bjerge. Hvis I bestiger de tre toppe, kan I opleve, hvor høje bakketoppene virker. Landskabet stiger stejlt fra kysten og giver jer en overraskende smuk udsigt over Djurslands bølgede landskab til den ene side og Kattegats bugtede kyst til den anden.

Landskabet i Trehøje er Østjyllands største overdrevsområde og prydes af åbne græssletter med blomster, enebærbuske og spredt løvtræsbevoksning. I højsommeren bliver sletterne nærmest brunlilla, når græsarten Bølget Bunke blomstrer. På denne tid af året har I mulighed for at samle skovbær og svampe i Trehøje med hele familien. Det bakkede landskab er skabt i istiden, hvor ismasser skubbede højene op. I Bronzealderen blev højene brugt til at lave gravpladser, og Trehøje er en af de mest markante af i alt 11 gravhøje i området.

I kan opleve området til fods, på cykel eller hesteryg. Der er flere muligheder for at parkere i Mols Bjerge, og I kan tage bilen direkte til Trehøje, hvor der ligger en parkeringsplads.

www.smutturen.dk

Del denne side