Djursland - Det vildeste Danmark

Djursland har indenfor 50 x 50 km en utrolig høj koncentration af vildt unikke naturområder og populære attraktioner. Djursland er noget for sig.

Fart på oplevelserne

Tag i Djurs Sommerland, og prøv Danmarks største rutschebaner og over 60 sjove forlystelser for hele familien. Kom vildt tæt på dyrenes spændende verden i Randers Regnskov, Ree Park Safari, Skandinavisk Dyrepark og Kattegatcentret. Djursland gemmer også på spændende museer og unikke smagsoplevelser.

Her på næsen af Jylland - i første parket til Kattegat - finder du noget af det vildeste, som Danmark kan byde på.

Hyggelige købstæder og bjergtagende natur

Shop i vildt charmerende Ebeltoft, oplev den storslåede natur i Nationalpark Mols Bjerge og slut dagen af på en af de mange børnevenlige strande på den 250 km lange kyststrækning. Kyst, strand og natur er der året rundt og giver vildt røde kinder og følelsen af frihed og frisk luft.

På Djursland er der vildt meget at forelske sig i sammen med familien.

 

Topattraktioner på Djursland

Er I til fart, leg og sjov for hele familien? Så glæd jer til Danmarks største rutschebaner, det kæmpestore Vandland og over 60 forlystelser for både små og store legebørn. Kom og oplev, hvorfor Djurs Sommerland er kåret til Nordens bedste sommerland 4 år i træk – og prøv Tigeren, årets vildeste nyhed og Danmarks største Gyro Swing. Velkommen til Djurs Sommerland - Nordens største sommerland. 
Oplev den eventyrlige regnskov. Randers Regnskov er et sandt sansebombardement af unikke naturoplevelser. Luften er varm og fugtig året rundt og fyldt med lydene fra det eventyrlige dyreliv, der findes her. I træerne springer aber rundt og leger, papegøjerne flyver højt oppe under taget i de imponerende kupler, alt imens dovendyrene tager sig en lur. 
Mærk gyset, når Danmarks eneste sandtigerhaj viser tænder. Forelsk dig i de nuttede sæler, ro i kajak på ishavet og gi’ den gas på vandlegepladsen. Oplevelser både inde og ude, der gør dig bidt af havet!
I Kattegatcentret bliver du bidt af havet. 
I Djurslands store safaripark, Ree Park Safari får du oplevelser for livet i mere end en forstand og masser af vilde indtryk. På din rejse gennem parkens fire verdensdele oplever du en verden fuld af fascinerende dyr. I de naturskønne rammer har dyrene god plads til bevægelse og naturlig adfærd. Vi sætter dyrenes velfærd højest og hver dag byder på masser af sjove og spændende aktiviteter for dig og din familie. Når du besøger parken, er du samtidig med til at bevare verdens truede dyrearter, og med til at sætte fokus på krybskytteri og naturbevarelse. Det gør kun oplevelsen større. 
I Skandinavisk Dyrepark lever skandinaviske dyr der har det helt vildt. Midt på Djursland ligger Danmarks mest naturlige dyrepark, hvor der er masser af plads til både dyr og mennesker. Dyrene kommer altid i første række, og som gæst får du en enestående mulighed for at komme tæt på dyrene fra lange gangbroer, som bugter sig gennem den smukke danske natur.

Læs mere her

Tid for to - med museumsbesøg, ture i naturen og smagsoplevelser

Der er mange muligheder for at dyrke det gode liv på Djursland i et område med uspoleret natur og vildt charmerende byer. I kan tage på shopping i de mange specialbutikker i bl.a. Ebeltoft og Grenaa, som begge er gamle danske købstæder med hyggelige torve, gader og stræder. Om du ønsker at dykke ned i vikingetiden, stenalderen, 50erne, 1700 tallet på slotte og herregårde eller indenfor områderne jagt, landbrug, skov og mad, finder du på Djursland et bredt udvalg af forskellig typer museer. 

Læs mere om hvad du kan finde på hvis du har lyst til miniferie, weekendophold med din partner

Smag på Djursland

Djursland er et bugnende spisekammer og byder på udsøgte produkter, fremstillet af passionerede ildsjæle. Her er smagsoplevelser for alle der ønsker nære og ægte oplevelser og ikke mindst fødevarer af høj kvalitet.

Se et udvalg af caféer, producenter der bruger lokale råvarer m.fl.

Naturens charme

Det er svært ikke at lade sig lokke ud til de smukke kyster. Her er kridhvid sandstrand med klitter og sandbund, stille vige med læ og soppevand samt majestætiske kalkklinter ved Karlby og Sangstrup. I Naturpark Randers Fjord er der en helt særlig stemning af fjord der møder hav, her venter et naturligt pusterum. Som Danmarks største halvø har Djursland en meget lang kystlinje, der er kræs for både badegæster og fossil-jægere. Her finder du også kulisserne til stille solnedgangsture. Der er mange små lystbådehavne med charme og hygge. Du kan få smagfulde spiseoplevelser på havnen i Grenaa, i Ebeltoft med kig ud over vigen til de danske bjerge eller i magisk lys på Nordkysten. 

Du kan også besøge Danmarks mest enestående istidslandskab i Nationalpark Mols Bjerge, der er velegnet til gåture blandt vildheste, ned i dramatiske dødishuller og over varme solrige overdrev med græssende kvæg.

Djursland sender dig også lige lukt ind i fortiden med fortidsminder fra stenalder og bronzealder som f.eks. Tustrup oldtidsminder. 

I Ebeltoft finder du en af landets bedst bevarede by-midter, på slottene Gammel Estrup, Rosenholm, Sostrup og Møllerup Gods, kan du enten opleve historien på museum, gå tur, nyde lækkerier eller shoppe. Du kan også rejse over 700 år tilbage i tiden til den danske middelalder på Kalø Slotsruin. 

Få tips til hvordan du kan opleve naturen

Langs 250 km varieret kyst 

Kysterne er et kapitel for sig med brede sandstrande og imponerende klinter. Hold badeferie på de hvide meget børnevenlige strande, fiskeferie med vildt gode muligheder for at fiske direkte fra kysten. Der er også mange gode muligheder for kitesurfing og andet friluftsliv langs med strandene. 

Djurslands børnevenlige sandstrande

Djursland er omgivet af hav på tre sider. Det giver gode muligheder for badeferie eller aktiviteter ved kysten. Få steder i Danmark kan prale af at have over 100 strande langs den 250 km lange kyststrækning. Strandene på Djursland har lavt vand og hvidt sand og er ideelle for børn. Flere af strandene har Blå Flag, som garanterer rent badevand og fine faciliteter.

Se et udpluk af strande 

Nationalpark Mols Bjerge - Danmarks istidslandskab

I de danske bjerge er udsigterne betagende. Du kan stå oppe over Kalø Vig og Ebeltoft Vig på enorme bakker, som isen for ca. 18.000 år siden siden skubbede op. Der er også en flad smeltevandsslette, dybe slugter og markante kratere, kaldet dødishuller. de er aftryk af kolossale isblokke. Under isens voldsomme fremfærd knækkede de af gletsjerne og lå i landskabet og smeltede bort over flere årtusinde. Du kan opleve magien på vandretur, på cykel, i badetøj og bare nyde stilheden og udsigten fra en af bjergene på Mols. Langs Mols Bjerge-stien, på 60 km og certificeret af Dansk Vandrelaugs kvalitetsnormer, går du bl.a. forbi ikoniske Trehøje og Agri Bavnehøj 137 m.o.h.  

Se hvordan du oplever Nationalparken bedst

Lystfiskeri ved hav og fjord

Naturen langs kysterne er varieret. Det gælder også de undersøiske landskaber som skifter mellem tangbælter, stenbanker og sandrevler – dybt vand tæt på kysten og gode strømforhold. Det giver gode fiskemuligheder og kombineret med det faktum at Djursland har kyster mod nord, syd øst og vest – er mulighederne ret optimale. I Naturpark Randers Fjord mødes det ferske å-vand med brak- og saltvand fra fjord og hav og her gode fiskesteder og aktivitetsmuligheder via Kyst- og Fjordcentret. 

Lystfiskeri i salt- eller ferskvand 

Djursland på cykel

Turen igennem land og by, ved havet eller i skoven bliver en anden på to hjul. På Djursland finder du en række afmærkede cykelruter, som er forbundet på kryds og tværs. Cykelturen på de nedlagte jernbaner er behagelig. Stierne ligger i terræn, mens landskabet omkring hele tiden ændrer sig. Prøv fx den 45 km lange Gjerrildbanesti fra Gjerrild til Allingåbro. 

Ved Ryomgård støder stien til Kaløstien som fortsætter til Kalø Slotsruin. Her er stejle stigninger, som giver høj puls og nogle af de flotteste udsigter over Djursland. Ved Kalø møder du Kulturringen, som bugter sig igennem landskabet op til Agri Bavnehøj og rundt på Mols. Ruten fortsætter videre mod nord forbi bl.a. Djurs Sommerland og til nord-kysten af Djursland.

Langs fjord og hav på nordkysten oplever du kystens kulturhistorie på Lodsstien og Nordsøstien, som begge følger vandet fra Udbyhøj til Grenaa og videre til Ebeltoft. Turen kan fortsætte ad den nedlagte jernbanesti, Gravlevstien fra Ebeltoft med et kig til dyrene på savannen i Ree Park Safari. 

Guidede ture og cykelture på egen hånd, læs mere

Ebeltoft – turistby nr. 1 på Djursland

Den gamle bydel i Ebeltoft oser af nostalgi. Caféer, restauranter og spændende butikker ligger idyllisk placeret i de snørklede middelaldergader med toppede brosten, bindingsværk og stokroser. Byen er kendt for at have et levende handelsliv, med fristende tilbud for enhver. Byen er den eneste vestvendte by på østkysten af Jylland  og byder derfor på fantastiske solnedgange.  

Side om side i maritime omgivelser ligger Fregatten Jylland, verdens længste træskib, samt Glasmuseet Ebeltoft, kendt verden over for sin unikke samling af international moderne glaskunst.

Find ud af hvorfor byen er så populær

Grenaa – shopping i specialbutikker

Grenaa er Djurslands største by og har også historisk set altid været en vigtig handelsby på Djursland. Byen har et stort udvalg af specialbutikker med et bredt sortiment af forskellige mærkevarer, som du ikke finder andre steder på Djursland. Det charmerende middelaldertorv har bygninger fra forskellige tidsperioder, der vidner om udvikling af byen. Grenaa Kirke markerer torvet i al sin storhed og den smukke gamle købmandsgård i bindingsværk fortæller historien om en traditionsrig købstad. 

Læs mere om Djurslands største handelsby

Anholt – et paradis i Kattegat

Anholt, en ø midtvejs mellem Sverige og Danmark, er et af landets mest isolerede øsamfund. Her er hav, klitter, endeløse strande og højt til himlen. Anholt er en naturperle med Ørkenen, Nordeuropas største lavhede – som et af de mest særprægede naturområder i Danmark.

Oplev landets mest isolerede ø

Find flere oplysninger og anbefalinger til at hvad du kan opleve på Djursland, start her

Del denne side

Guide til fem dage på Djursland

Vores anbefaling til fem dage for dig og din familie med børn

Dag 1

Køb ind eller benyt dig af MENY, der kan tilbyde dig en velkomstpakke hvis du ankommer til et sommerhus. Benyt lejligheden til at kigge dig rundt i byen, Ebeltoft, Grenaa, Rønde eller Auning.

Er du i Ebeltoft eller Grenaa, kan du nå et tur på Museum Østjylland der tager dig igennem 10.000 års historie på Norddjursland og historien om købstaden Ebeltoft. 

Dag 2

Sæt hele dagen af til Djurs Sommerland med over 60 sjove forlystelser for både små og store legebørn.

Er det godt vejr kan I nå en badetur hvis ikke allerede I har været i Vanlandet i Djurs Sommerland

Dag 3

Shop i Ebeltoft med de hyggelige brostensgader eller Grenaa Djurslands største handelsby med mange specialbutikker.

Tag enten i safariparken Ree Park Safari med løver, geparder, leoparder og mangle flere dyr. Eller besøg Kattegatcentret med hajer, sæler og klap en rokke eller hold en krabbe.  

Dag 4

Nyd den suptopiske regnskov i Randers hvor aberne springer rundt i træerne, papegøjer der flyver over hovedet og dovendyr der tager sig en lur. Oplev også jaguarer, slanger, sommerfugle og danske husdyr.

På vejen hjem, kan du slå en smut forbi slottet på Gammel Estrup, hvor du oplevever herregårdshistorie. Det Grønne Museum er også en del af entréprisen og her kan du opleve jagten, skoven, landbruget og madens historie.

Dag 5

Tag en tur ud og besøg isbjørnen Siku og de mange andre bjørne i dyreparken. Her lever både brunbjørne og isbjørne i nogle af verdens bedste bjørneanlæg med egen sø og huler. Ulvene er i aflukket anlæg.

En anden mulighed kunne være at slutte besøget af med endnu en bytur hvor du samtidig får besøgt Glasmuseet Ebeltoft og Fregatten Jylland i Ebeltoft.

Se flere forslag til familieferie på Djursland

Djurspakken - sammensæt din feriepakke

Her kan du nemt sammensætte din egen feriepakke med billetter og overnatning. Prøv selv

Overnatning

Find overnatning, hvad enten du ønsker at leje et feriehus, en lejlighed, en campingvogn, en hytte, et værelse eller bo hos privat udlejer. 

Følg os og del billeder med os...