Sommeraktiviteter ved Kalø

Nyd din sommerferie ved Kalø, når denne sommer står i middelaldrenes tegn. Kom og kig arkælogerne over skuldrene, når de graver efter forsvundne skatte ved Bregnet. Oplev også de mange middelalderaktiviteter eller gå en af de guidede vandreture, der er lagt op til sjov for hele familien.

Sommeraktiviteter ved Kalø

I løbet af hele sommerferien vil der være en masse sjove aktiviteter omkring Kalø for hele familien. 

Arkæolog for en dag 

Vær med, når arkæologerne graver efter skjulte skatte på den store mark øst for borgruinen. Kom helt tæt på udgravningen og spørg ind til dagens fund. Se også den spændende plancheudstilling om Bregnets historie og om tidligere fund på stedet. Lad børnene være mini-arkæologer for en dag og prøv kræfter med skattejagt. Hele dagen vil Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge være værter og hjælpe jer ved udgravningen.

Guidede ture tilbage til fortiden 

Nationalpark Mols Bjerge inviterer på en række vandringer med fokus på historien omkring Kalø og middelalderens lægeurter, der stadig gror på Kaløhalvøen. Derudover kan I opleve en lang række middelalderindslag, en masse gøgl, væbnerskole, teater, musikalske oplevelser og meget mere. 

Alle, store som små, er velkomne til at være med, når fortidens spor dukker op for øjnene af jer - Aktiviteterne er gratis.

#museumøstjylland #visitdjursland #visitaarhusregionen