Fiskeri langs kysterne på Djursland

Langs kysterne på Djursland finder du de nogle af de bedste muligheder for kystfiskeri i Danmark. Sæsonen er fra slutningen af marts til november måned. De bedste fiskesteder på Djursland ligger på Østkysten ud mod Kattegat. Herunder fra syd for Grenaa til Gåsehage, hvor det flere steder bliver dybt hurtigt, og hvor der er  tang- og stenbælter langs med kysten. Det kan man se på en dag hvor vandet er klart. I overgange mellem sand og sten/tang vil der typisk være fladfisk at fange. Også nord for Grenå er der områder med denne type kyst, hvor der er godt fiskevand.

Lystfiskeri på Djursland

Kolindsund-kanalerne med Grenåen er et omfattende ferskvandssystem, der kræver fiskekort. Her er der  aborrer, gedder brasener og skaller i kanalerne. Ligesom der er mulighed for at fange havørreder.

Nordkysten af Djursland er ret fladvandet, så her skal man ud i båd for at fange fisk. Ud for Bønnerup er der rapporter om mange fladfisk fra båd.

Randers Fjord ved Voer (Kyst- og Fjordcentret) har et godt sildefiskeri. Ligesom der i hele Fjorden også er et interessant fiskeri efter ferskvandsfisk, såsom aborrer. Båd er en fordel mange steder i fjorden.

Inde i bugterne på det sydlige Djursland  – Ebeltoft Vig og Aarhusbugten er det især sen-aften fiskeri efter havørreder der er aktuelt om sommeren.     

Fiskeri for alle

Forår og tidligt på sommeren er der mange hornfisk overalt langs kysterne. Der kommer makrel og multer midt på sommeren. Hen under aften trækker  havørrederne tættere på kysten om sommeren, med mulighed for aften og nattefiskeri.

Det mest børnevenlige er at købe nogle sandorm, hvor man fisker med krog efter fladfisk på Østkysten af Djursland. Fisk på sandbund tæt på tangbælterne.

Hvis man er interesseret i snorkeldykning, er der rig lejlighed til at fange aftensmanden på  1.5 – 3 meters dybde. Ikke mindst på  Østkysten. Hold øje med overgange mellem tangbælterne og sandet, hvor fladfiskene ynder at ligge.  

Ud over det er der  en række Put and Take fiskesteder.

Værd at vide

Fangst af havørred: Oktober/november og april/maj.
Fangst af hornfisk og sild: Maj/juni.

Køb lovpligtigt fisketegn til hav- og kanalfiskeri samt få information om fiskeri på fisketegn.dk. Fisketegn sælges på Grenaa Turistinformation og Lindberg Sport i Ebeltoft. Se evt. Sportsfirskeriforeningernes hjemmeside omkring rettigheder og priser på fisketegn. Det kan også være en god ide at spørge de lokale lystfiskerforretninger til råds om det aktuelle fiskeri i området. Her kan man ofte rådgive om bedste grej og agn hertil.

Kyst- og Fjordcentret

Leje af fiskebåd samt fiskeri for børn

Bliv fjordforsker for en dag og tag familien med til Kyst- og Fjordcentret hvor I får masser af natur, frilufstliv og sjove aktiviteter. Eller mød naturvejlederne ved vandet ved Blå Flag centrene i Fjellerup og Grenaa.  

Børnevenlige strande på Djursland

Børnevenlige strande på Djursland

Det er sommer og tid til at bade. Du kan muntre dig på de lange hvide sandstrande og tage en dukkert i det friske rene vand, hvor børn kan gå langt ud inden det bliver dybt. Se mere om 100 strande her