|
|
|
|
|
|
I Danmark har Rådet for større Badesikkerhed opstillet følgende regler, som alle bør kende og efterleve:
- Orienter dig om strandens redningsfaciliteter
- Hold øje med om skilte eller flag fraråder badning
- Lær at svømme
- Bad ikke alene - børn skal bade sammen med voksne
- Gå kun i vandet hvor det er tilladt
- Bad aldrig i hårdt vejr - understrømmen er farlig
- Gå kun ud til navlen
- Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
- Svøm kun langs kysten
- Bad kun når du er helt frisk - aldrig med alkohol i blodet
- Bad kun når det er dejligt og gå op, når du begynder at fryse
- Svøm ikke for langt ud
Er uheldet ude, er der ikke megen tid at spilde, og derfor er der ved alle badestrande opstillet grønne orienteringsstandere med et strandnummer bestående af et bogstav og et tal. Standerne står opstillet for hver 500 meter, og det er nummeret for den strækning, hvor ulykken er sket, der skal oplyses til redningsmandskabet, så de nøjagtig kan stedfæste ulykken, og ikke kører forkert.
Under bestemte vejrforhold kan 'brandmænd' (gopler) optræde langs de danske kyster. Et uheldigt møde med en gopel resulterer i en sviende smerte, idet goplen på 'byttet' afsætter små giftkapsler, der sprænges efter et stykke tid, så giften kommer i direkte berøring med huden. Her gælder følgende råd:
- Tør aldrig det angrebne sted med et håndklæde - så går der blot hul på endnu flere kapsler
- Skrab i stedet med lange og lette bevægelser kapslerne af, enten med en gammeldags barbermaskine eller brug kanten af en genstand med en glat og fast kant, f.eks. en stålkam
- Smør derefter det berørte område med et smertestillende middel
|
|
|
|
|
|
|
|