Til forsiden
Områder

Vi vil gerne kort nævne Mols Bjerge, Helgenæs, Kolindsund og Klinterne ved Gjerrild, Karlby og Sangstrup. Der findes dog mange andre attraktive områder på Djursland. Her er blot de mere karakteristiske. Vi anbefaler, at man søger yderligere information om områderne på turistbureauerne.

Naturområder - Mols Bjerge
Nationalparken Mols Bjerge er bugtede grusveje og stier i tæt skov og åbne hedebakker - og med vid udsyn til Molslandets kyst. Området blev skabt i slutningen af sidste istid, hvor store istunger skød sig frem sydfra op gennem Ebeltoft og Kalø Vig. De største bakker er israndsbakkerne mod vest, hvor Agri Bavnehøj med sine 137 m er den højeste. Uden menneskets indflydelse ville bakkerne nok stadig have været dækket af skov, men fældning til agerjord, til brændsel og byggeri har betydet, at skoven efterhånden forsvandt. På et tidspunkt omkring 1688 var der kun 3 pct. tilbage. De mange enge, søer, krat og skove giver i dag fine livsbetingelser for et rigt plante- og dyreliv.

Helgenæs er dannet på samme måde som Mols Bjerge i slutningen af den sidste istid. I det bakkede landskab findes lange, levende hegn, smålunde, søer og moser - samt over 100 vådområder. Derfor er der her mange sommerfugle, padder og småfugle. Af større dyr er grævlingen den mest almindelige. Kyststrækningerne, der er rige på fugleliv, veksler mellem stejle klinter og flade strandenge.

Oprindelig var Kolindsund er stor tunneldal. Senere blev det et sund, der forbandt Grenaa med Randers. Endnu senere blev det til en sø. Men efter at vi mistede Sønderjylland i 1864, blev behovet for jord til dyrkning mere påkrævet, og Kolindsund blev afvandet. I dag sørger kunstige diger og pumper for, at den gamle søbund holdes tør. Pumpevandet går ud i den snorlige Nordkanal, og det mere naturlige afløbsvand går gennem den langt mindre, men mere slyngede Sydkanal. Området er rigt på dyreliv, og det er et godt fiskeområde, når det gælder havørreder, gedder, aborrer, skaller og brasen.

Klinterne ved Gjerrild, Karlby og Sangstrup er opbygget af limsten og bryozokalk. Klinterne er ikke imponerende høje, kun omkring 20 meter. Mellem Sangstrup og Karlby klinter er der en lavning, hvor Hjembæk har sin udmunding, og her kan man se, at morænen ovenpå klinterne kun er omkring 50 cm tyk. Der er mange fisk i vandet ud for klinterne. Havørred, laks, fladfisk og torsk. På den øverste del af strandvoldene findes strandarve, strandkål, rød svingel - og mange andre planter. Fuglelivet består af musvåger, duer, krager og finker. I sommerhalvåret er de mest markante hvid vipstjert, sanglærke og bomlærke. Man træffer også digesvaler, tejsten, edderfugle m.m.

Mandag, maj 07 2007
VISITDJURSLAND - Destination Djursland Stabrandvej 51 8560 Kolind +45 87 52 18 00 KONTAKT