|
Det store trækplaster blandt østjyske turistattraktioner har fået endnu en anerkendelse og fortsætter sin fremgang. Sæsonen 2009 bydes velkommen med investeringer i nye forlystelser for 15 mio. kr.
Da Djurs Sommerland i 2008 investerede mere end 55 mio. kr. i Danmarks længste, største og hurtigste rutschebane, Piraten, havde adm. direktør Henrik B. Nielsen forhåbninger om, at noget stort var i vente - og de forhåbninger er nu blevet indfriet. I en sammenlignende undersøgelse, foretaget af mere end 600 rutschebaneentusiaster over hele verden, indtager Piraten nemlig en femteplads blandt verdens 400 bedste rutschebaner.
Justin Garvanovic, international rutschebaneekspert og formand for European Coaster Club, udtaler:
- Det er fremragende, at Piraten har opnået en femteplads. Den fortjener virkelig den placering, og det er ikke nogen overraskelse for mig, at Piraten er blevet placeret så højt.
Henrik B. Nielsen er selvfølgelig meget glad for placeringen. Efter en fantastisk rekordstor sæson ser han den flotte placering som en bekræftelse på, at Djurs Sommerland valgte rigtigt både med hensyn til leverandør, kvalitet og elementer i den nye rutschebane.
- Vi er meget stolte af, at Piraten er kåret som verdens femte bedste rutschebane. Men det er ikke alene rutschebaneentusiaster, der synes godt om banen. Vores mange gæster, der besøgte os i 2008, har også udtrykt stor begejstring, og Piraten har været en kæmpestor succes for os og stærkt medvirkende til det rekordstore besøgstal på 528.000 gæster og de 40.000 solgte Sæsonkort, siger Henrik B. Nielsen.
Den nye anerkendelse kommer oven i, at forlystelsesparken på Djursland i 2008 blev tildelt status som femstjernet attraktion af organisationen Danske Turistattraktioner og dermed opnåede det eftertragtede certifikat ”helstøbt attraktion på internationalt niveau”. Noget, som hidtil kun er overgået tre andre danske forlystelsesparker.
Nye forlystelser Med verdens femte bedste rutschebane og en blåstempling som medlem af forlystelsesparkernes superliga ser Djurs Sommerland frem til den nye sæson, der starter d. 8. maj 2009. Og endnu en gang vil der være nye forlystelser ved åbningen.
- Vi følger op på Piraten ved at udbygge Piratland med to nye forlystelser, nemlig Piratfisken og Det Skøre Kompas. I Piratfisken kommer gæsterne på en spændende sejltur, mens Det Skøre Kompas er en forlystelse, der giver gæsterne en oplevelse af at sejle rundt på store, sjove bølger. De er begge familieforlystelser, hvor også familiens mindre børn kan lege med.
- Derudover laver vi en grøn oase med borde og bænke og en rigtig spændende ny aktivitet i form af Klatrebjerget. Her kan familiens små og store legebørn klatre op ad en 6,5 m høj gummidug med indbyggede klatregreb og tage en rutschebane ned, siger Henrik B. Nielsen.
Investeringerne i de nye forlystelser beløber sig til ca. 15 mio. kr., der kommer oven i de ca. 150 mio. kr., som Djurs Sommerland har investeret de seneste fem år (jf. bilag 1).
Yderligere oplysninger: Adm. dir. Henrik B. Nielsen, telefon 8639 8400 eller mobil 2048 6816.
Læs mere om Best Roller Coaster Poll her: http://www.ushsho.com/bestrollercoasterpoll.htm
BILAG 1
NYE FORLYSTELSER 2009:
Fakta Piratfisken Kapacitet: Ca. 400 personer i timen Antal både: 9 stk. Længde på kanalen: 150 m Turen tager: Ca. 5 minutter.
Fakta Det Skøre Kompas Kapacitet: Ca. 600 personer i timen Antal legebørn pr. tur: 24 personer Turen tager: Ca. 2,5 minutter
Klatrebjerget Højde: 6,5 m Antal klatregreb: 150 stk. Antal legebørn pr. gang: Ca. 75.
INVESTERINGER I FORLYSTELSER 2004-2008:
2004: Speedy Gonzales og Hawaii 2005: Wild West Karusellen 2006: Ørnen 2007: Texas Town – Western Legeland, Karlos Flyveskole, Karolines Helikopter og The Wave 2008: Piraten – Danmarks største, længste og hurtigste rutschebane.
|