|
Navnet er Eisi, arten er afrikansk løve, og nu er han kommet på stald i Ree Park - Ebeltoft Safari. Parken har sat kløerne i et vigtigt avlsprojekt, der skal være med til at bevare værdifulde gener fra de udryddelsestruede sydvestafrikanske Katanga-løver. Det kommer nu både løver og gæster til gode, når et af Europas største løveanlæg åbnes.
Den er kendt som dyrenes konge, har været omdrejningspunkt for utallige myter og har alle dage været forbundet med styrke og magt. Men det er hverken myte eller fiktion, at dyrenes konge, løven, er ved at miste magten ude i naturen. På få år er bestanden af løver faldet drastisk i Afrika. Ødelæggelse af naturlige levesteder, sygdom og ulovlig nedskydning er alt sammen med til at trænge de markante kattedyr op i et hjørne, hvor artens overlevelse i værste fald kan være på spil.
Indgriben nødvendig Som én ud af foreløbig tre zoologiske haver i Europa slår Ree Park - Ebeltoft Safari nu et slag for den sydvestafrikanske Katanga-løve. Et nyt avlsprojekt skal være med til at sikre gener fra de raske og stærke løver. Som noget usædvanligt indebærer arbejdet, at man rejser til Afrika for at indfange vilde løver. Det er nemlig nødvendigt at 'hive' generne ud af området til sikker opbevarelse og avl.
- En del af strategien er, at vi samarbejder med afrikanske nationalparker og videnskabsfolk om at opbygge en genetisk bankreserve i Europa, som bliver forvaltet professionelt. Det vil betyde, at man har en sidste udvej, hvis det skulle blive nødvendigt, fx hvis der udbryder sygdom eller en epidemi blandt løverne i det sydvestlige Afrika. På den måde vil man i naturen kunne reintroducere løver fra denne fangenskabs-bestand, forklarer Jesper Stagegaard direktør i Ree Park - Ebeltoft Safari.
Eisi's nye hjem Den 2 år gamle hanløve har fået privilegiet af at indvie løvestalden i parken. Den 200 kvadratmeter store stald er kun en del af et større løveanlæg, der siden vinter 2008 sat sit præg på omgivelserne i Ree Park.
En såkaldt 'kopje'- inspireret af de afrikanske klippefremspring af samme navn - er skudt op på bakketoppen, ikke langt fra indgangen til parken. Kopjen bliver knudepunktet i et oplevelsescenter, der strækker sig over ca. 1 hektar i det kuperede terræn. På begge sider af kopjen snoer en ca. 1 km. lang rustik træbro sig ind gennem skoven og ud mod det Nordamerikanske kontinent. Broen vil skabe et spændende forløb for parkens gæster, der således både vil kunne opleve løver set inde fra Kopje-hulen og oppe fra broens videre forløb ned gennem skovanlægget og over til løvestalden.
Størrelsen på anlægget og variationen i udformningen er både beregnet til at forstærke og kommunikere oplevelsen af et af verdens mest berømte rovdyr. Men målsætningen i Ree Park - Ebeltoft Safari er også, at Eisi og de andre løver skal have masser af plads.
- At holde dyr i fangenskab er jo at gå på kompromis. Det er ikke optimalt i forhold til deres naturlige levesteder. Skal man alligevel prøve, ligesom vi gør her i parken, så er det vigtig at få skabt gode rammer, så dyrene har mulighed for at røre sig, og at de har udfordringer, der gør, at de kan bruge deres hjerne. Og lige præcis aktiveringen af dyrene er enormt vigtig. Det er noget af det, der sætter en begrænsning for hold af dyr i fangenskab, fortæller Jesper Stagegaard.
Han understreger samtidig, at når parkens ledelse og personale bruger tid og ressourcer på nye dyr og anlæg, udvælges primært truede dyrearter, der har brug for en håndsrækning.
Hent billeder i høj opløsning: http://www.reepark.dk/images/pressebilleder/Eisi_reepark.jpg
|